Overskuelig lukning af Randers Reb
Tab af 80 arbejdspladser ved en eventuel lukning af Randers Reb er ærgerligt, men ikke uoverskueligt, mener borgmesteren.
Randers' borgmester, Michael Aastrup Jensen (V), ærgrer sig over, at Randers Reb mandag gik i betalingsstandsning. Men for byen som sådan er det potentielle tab af 80 arbejdspladser overskueligt, mener han.
- De gamle produktionsvirksomheder har det hårdt her, som i alle andre danske byer. Men Randers er under omvæltning fra støvet industriproduktion til vidensvirksomheder. Og vi har heldigvis stor stigning i antallet af nye virksomheder, siger han.
Det mulige exit for Randers Reb kommer oven på flytningen af 120 arbejdspladser til Litauen i 2002, ligesom lukningen af bryggeriet Thor og Esseltes produktion af ringbind har kostet byen arbejdspladser.
/ritzau/