Overskudsmad fra restaurantkæde kommer udsatte og hjemløse til gode

Resterne fra restauranten Food Clubs buffet kommer i et nyt nabosamarbejde brugere af Kirkens Korshærs varmestuer til gode.

01:55

VIDEO: Resterne fra restaurantens buffet ender først hos Too Good To Go, og hvis der er flere rester, ender de hos Kirkens Korshær i Aarhus.

Når restaurantgæsterne er gået mætte hjem, er der ofte flere rester i buffeten. Og en del af disse rester kommer nu til gavn for udsatte og hjemløse i Aarhus. 

Læs også Hospitalskøkken går all in i kampen mod madspild

Det sker i et samarbejde mellem naboerne Food Club, der er en del af restaurantkæden Madklubben, og Kirkens Korshærs varmestue ved Klosterport i Aarhus. 

- Vi kunne næsten ikke tænke os en bedre nabo. De laver rigtig god mad, men lidt for meget af det. Det betyder rigtig meget, at de kommer herover med det næsten hver aften, fortæller regions- og korshærsleder, Kirkens Korshær Aarhus, Niels Bjørnø til TV2 ØSTJYLLAND.

Vi er afhængige af, at vores omverden vil os det godt, og at omverden kan hjælpe os til at hjælpe de udsatte.

Niels Bjørnø, regions- og korshærsleder, Kirkens Korshær Aarhus

Og glæden går begge veje, når restauranten bringer og anretter maden.

- Det er en fantastisk rørende oplevelse at gå over på herberget med madspildet, og se hvordan det bliver modtaget, fortæller partner i Food Club Aarhus Christopher Haar.

På restauranten er der stort fokus på madspild. Derfor bliver maden anrettet i mindre portioner.

Flere leveringer

Ud over samarbejdet med FOOD CLUB får Kirkens Korshær Aarhus også overskudsmad fra Fødevarebanken og andre restauranter. 

Læs også Her bliver overskudsmad til gratis buffet og godt samvær

- Vi er afhængige af, at vores omverden vil os det godt, og at omverden kan hjælpe os til at hjælpe de udsatte, fortæller Niels Bjørnø.

Fokus på affaldssortering

Leveringen fra Food Club er en af de mere faste, men det er dog ikke alle rester herfra, der går direkte til varmestuens 200 daglige brugere.

Af fødevaremæssige hensyn bliver der kun leveret mad fra Food Club til varmestuen ved siden af restauranten.

I første omgang ender overskuddet fra buffeten hos Too Good To Go, der også er en del af restaurantens fokus på at mindske madspild.   

Derudover er affaldssortering også tænkt ind i restaurantkonceptet.

- Vi har et koncept, hvor vi lader gæsterne tage stilling til deres madspild ved at være en aktiv del af afrydningen, så alt, der smides ud, kommer til genanvendelse de rigtige steder, fortæller Christopher Haar. 

Læs også Louise frygter for sine børns sikkerhed – skal cykle på befærdet hovedvej

Samtidig prøver Food Club at begrænse madspildet ved dagligt at veje resterne og have en buffet med små anretninger.