Overskud i Silkeborg IF

Sorte tal på trods af nedrykning

Silkeborg IF kom ud af 2013 med et overskud på 1,9 millioner kroner før skat.

Og det er acceptabelt, hvis man kigger på det seneste års omstændigheder, lyder det fra klubben i en pressemeddelelse.

I sommers måtte Silkeborg vinke farvel til det fine selskab i Superligaen, da klubben rykkede ud af landets bedste række.

Nu formår Silkeborg IF Invest så at gøre det, som mange klubber i Superligaen ikke kan.

At præsentere et overskud.

- På baggrund af sommerens nedrykning fra Superligaen kan vi godt leve med årets resultat. Den økonomiske situation, som nedrykningen bragte os i, har vi håndteret fornuftigt, siger Kent Madsen, der er administrerende direktør i klubben.

Se: Silkeborg bejler til oprykning

Og resultatet for 2013 er en klar forbedring fra året inden. Her præsenterede klubben et underskud på 2,9 millioner kroner.

Det betyder, at klubben har formået at forbedre økonomien med 4,8 millioner kroner.

Men årsagen til overskuddet skal ikke findes på fodboldbanen. Det skyldes investeringer udenfor, hvor blandt andet Papirfabrikken har en positiv virkning.

- Underskuddet på fodbolden er dog fortsat alt for stort, og det er en situation, der skal forbedres, siger Kent Madsen.

Silkeborg IF indtager tredjepladsen i NordicBet Ligaen. Her er man samme antal point som AC Horsens på andenpladsen, som dog har en bedre målscore.