Overraskende basketsejr
Bakken Bears fra Århus slog storfavorit fra Island i Europa Cuppen.
Det danske mesterhold i basketball Bakken Bears leverede ikke så lidt af en sensation, da torsdag aften vandt sin anden udebanesejr i Europa Cuppen over islandske Keflavik.
81-80 stod der på tavlen da dommeren fløjtede kampen af. Århusianerne tilføjede dermed islændingene det første nederlag på hjemmebane i 3½ år. Matchvinder for Bakken Bears blev amerikaneren Jeff Schiffner, der udnyttede to straffekast mindre end fem sekunder før tid.
Sejren betyder, at Århusholdet nu fører sin indledende pulje. Det danske mesterhold har oven i købet spillet alle sine tre første kampe på udebane. Nu venter tre hjemmekampe, så Bakken Bears har gode mulighederfor, at gå videre fra det indledende gruppespil.