Overlegne Horsens tæver svage Silkeborg

Der var reelt tale om klasseforskel, da AC Horsens slog tamme Silkeborg med 3-0 i Superligaen.

Horsens-spillerne kunne tre gange fejre et mål mod Silkeborg. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Silkeborg har fået en skrækkelig start på sæsonen i 3F Superligaen, da holdet står med nul point for to kampe.

Det er facit, efter at holdet søndag tabte med 0-3 til AC Horsens i Silkeborg. 

Læs også AC Horsens forstærkes med serbiske vitaminer fra Club Brugge

Hvis indsatsen i kampen var retvisende for Silkeborgs niveau, bliver det en svær sæson for oprykkeren, og klubbens nye cheftræner, Kent Nielsen, har en hel del at arbejde med.

Horsens fløj ud af starthuller

Gæsterne var klart bedst, og især venstrebacken Michael Lumb var sprudlende, da han scorede et flot mål og også lagde op til en scoring. 

Begge hold havde tabt deres respektive premierekamp med 0-3, men Horsens kom flyvende ud af starthullerne på kunstgræsset i Silkeborg.

AC Horsens' Rune Frantsen og Silkeborgs Jeppe Okkels i nærkamp på Jysk Park i Silkeborg. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Første scoring faldt efter godt tre minutter, da Michael Lumb var gået med frem og hamrede bolden i nettet ved modsatte stolpe med et fremragende spark.

Gæsterne var efterfølgende tæt på at score yderligere et par gange i kampens indledning ved Louka Prip og Hallur Hansson.

Læs også Spillersalg giver Silkeborg IF rekordoverskud

Pibekoncert fra publikum

Den fuldt fortjente 2-0-scoring kom efter godt 20 minutter, da Nicolai Brock-Madsen steg til vejrs og ganske ugeneret kunne heade Michael Lumbs hjørnespark i nettet.

Efter en skidt første halvleg, som blev kvitteret med en mindre pibekoncert fra Silkeborgs hjemmepublikum, var det heller ikke efter pausen specielt opløftende.

Silkeborgs cheftræner, Kent Nielsen, havde ikke meget at juble over i søndagens kamp mod Horsens.  Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Bare fem minutter inde i anden halvleg scorede Nicolai Brock-Madsen sit andet mål i kampen, da han nemt kunne sende en returbold i nettet.

Silkeborg-spillerne var tandløse, og man så eksempelvis ikke meget til sidste sæsons store angrebsprofil Ronnie Schwartz.

Horsens kørte uden problemer de tre point i hus og tog dermed holdets blot tredje sejr i Superligaen i hele 2019.

Læs også Kent Nielsen bringer nye tider i Silkeborg – spillerne tager godt imod