Overlæge frygter for patienters genoptræning efter nyt forslag

Ole Davidsen fra regionshospitalet i Horsens frygter, at patienter med en blodprop i hjernen får dårligere behandling i fremtiden, hvis de flyttes.

02:12

Ole Davidsen er overlæge på regionshospitalet i Horsens. Her arbejder han med patienter, der har fået en blodprop i hjernen. Han frygter, at de får dårligere behandling i fremtiden.

Et forslag om i højere grad at samle patienter med en blodprop i hjernen på hospitalet i Viborg vækker bekymring hos overlæge. Han frygter for, at de vil få en dårligere genoptræning.

I dag har regionshospitalet i Horsens nemlig et stærkt samarbejde med de omkringliggende kommuner, ligesom hospitalet i Randers har det samme. Og det er fra de to hospitaler, at det foreslås at flytte 10 sengepladser.

Jeg frygter, at indlæggelsestiden vil blive forlænget, og den har vi i lang tid arbejdet på at forkorte.

Ole Davidsen, overlæge

- Vi har et samarbejde med Horsens, Skanderborg, Odder og Hedensted Kommuner, og vi kender deres forskelligheder og tilbud. Det gør man ikke i Viborg, siger overlæge Ole Davidsen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Jeg frygter, at indlæggelsestiden vil blive forlænget, og den har vi i lang tid arbejdet på at forkorte.

Bør flytte til Aarhus i stedet

Med den længere afstand til hospitalet tror han også, at altafgørende aftaler og møder med pårørende bliver sværere at få lavet.

- De har en stor del af æren for, at det går godt i et forløb. Dem trækker vi store veksler på, og det kan blive sværere i fremtiden, siger Ole Davidsen.

Læs også Patienter sveder på supersygehus - løsning først klar i 2020

Et forslag fra ham er at droppe flytningen til Viborg, men i stedet reducere antallet af pladser til fem og lægge dem på Aarhus Universitetshospital i Skejby. På den måde kan der spares penge, og patienterne og deres pårørende vil for manges vedkommende være tættere på.

Men forslaget går altså ud på at rykke sengepladserne fra Horsens og Randers til Viborg, så patienterne er her i den første tid. Noget der også mødes med skepsis fra dem, det hele drejer sig om.

Protesterer mod flytning

I september sidste år fik Lene Bugge fra Odder en blodprop i hjernen, og hun og manden Niels-Ulrik Bugge har været lykkelige for det samarbejde, de har haft med hospitalet i Horsens i den forbindelse.

- At komme her hjem i nærmiljøet, hvor mine bekendte kan smutte forbi og sige hej, og min mand kan besøge mig hver dag. Det vil ikke være det samme i Viborg, siger Lene Bugge til TV2 ØSTJYLLAND.

Der er den forskel, at der ikke ville være det tætte samarbejde mellem Horsens Sygehus og Odder Kommunes træningscenter som i dag.

Niels-Ulrik Bugge, Odder

Som pårørende har Niels-Ulrik Bugge ligeledes nydt godt af forholdet til det lokale sygehus og afdelingen med Ole Davidsen i spidsen.

- Der er to aspekter i det. Der er langt til Viborg, og det ville være begrænset med besøg. Men så er der også den forskel, at der ikke ville være det tætte samarbejde mellem Horsens Sygehus og Odder Kommunes træningscenter som i dag, siger han.

Lene og Niels-Ulrik Bugge er glad for den behandling, hustruen har fået efter en blodprop i hjernen. 

Fordele og ulemper ved centralisering

Flytningen skal spare penge for Region Midtjylland, og så ønsker man også at skabe stærke faglige miljøer.

- Vi skal finde penge, og så arbejder vi med at lave stærke faglige miljøer. Det handler om større effektivitet og at opnå større faglighed, siger 2. næstformand Carsten Kissmeyer (V) til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Politikere: Flere besparelser på hospital bør ikke gennemføres

Han erkender dog, at der er både fordele og ulemper ved at centralisere.

- Men vi lægger op til at bevare de udgående teams i Horsens og Randers for at bevare relationen, siger han.  

Forslaget skal behandles på et møde i regionsrådet efter sommerferien.

Til forslaget om at samle færre pladser i Aarhus i stedet siger Carsten Kissmeyer, at det ikke er muligt på grund af manglende kapacitet.