Overhørte advarsler før dødsbrand
Personalet på Randers Centralsygehus var advaret om, at en nu afdød patient røg i smug.
Personalet på Randers Centralsygehus var flere gange blevet advaret om, at en 62-årig patient røg i smug, uden at der blev grebet ind.
Den 62-årige omkom natten til søndag ved en brand, hvis formodede årsag var rygning i sengen.
En 78-årig medpatient, som i ugen op til dødsbranden var indlagt på samme stue som den omkomne, fortæller til Randers Amtsavis, at han et par gange i løbet af ugen fortalte personalet om sin mistanke.
I flere tilfælde brugte den nu afdøde meget lang tid på toilettet, og når han kom ind på stuen igen, lugtede han tydeligt af røg.
- Personalet må også have lagt mærke til det. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke har taget tobakken fra ham. Det må være en frygtelig måde at dø på, siger den 78-årige medpatient Poul Nielsen til Randers Amtsavis.
Ifølge sygehusdirektør Ole Thomsen har personalet hverken bemærket lugten af røg eller fundet andre ting, som kunne tyde på, at rygereglerne ikke blev overholdt.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i nyhederne i MiddagsMagsinet klokken 12.10.
LÆS OGSÅ:Slut" target="_blank">http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=12616">Slut med røg på sygehus (21/11-2005)Mand" target="_blank">http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=12613">Mand død efter brand på sygehus (20/11-2005)