Overgreb mod lærere
På Nordgårdskolen i Gellerup har der 19 gange siden sommerferien været trusler og vold mod lærerne.
Lærerne på Nordgårdskolen må lægge ryg til et stigende antal overgreb i form af vold eller trusler om vold, skriver JP Århus.
I første halvdel af indeværende skoleår er der allerede registreret 19 overgreb, mens der i hele forrige skoleår blev registreret i alt 25.
Meget tyder imidlertid på, at det reelle tal er større, fordi lærerne på grund af et betændt, psykisk arbejdsmiljø undlader at anmelde episoderne, skriver avisen.
Ifølge JP Århus fremgår det af en tilsynsrapport fra Arbejdstilsynet, at det psykiske arbejdsmiljø på skolen er præget af mistillid mellem ledelse og ansatte.
Resultatet er angiveligt, at lærerne er så usikre på ledelsens opbakning, at de undlader at gå videre med sager om vold og trusler om vold.