Overfaldt med brændende cigaretter

To piger fængslet for flere overfald med øl og cigaretter

To unge kvinder på 16 og 18 år er ved retten i Aarhus varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for overfald på en 15-årig pige. Den 16-årige er på grund af sin alder anbragt på en ungdomsinstitution.

De to er sigtet for at have overfaldet en 15-årige pige, som de kender. Det skulle være sket to gange, nemlig den 3. juni om aftenen og igen den 4. tæt på midnat.

Offeret har forklaret, at hun fik hældt øl over sig, blev sparket i maven og brændt to steder med en cigaret. Overfaldene skulle være sket bag Vestergårdsskolen i Viby.

Forleden blev to piger anholdt i en anden sag om et usædvanligt overfald på en pige. Her gik det ud over 13-årig pige i København. Hun blev efter eget udsagn banket og brændt med cigaretter af de to piger.