Overfaldet ved busstoppested
Pige slået af mand på cirka 60 år
Sydøstjyllands Politi leder efter gerningsmanden til en voldsepisode i går omkring kl. 15 ved Statoil-busstoppestedet på Ladegårdsbakken i Skanderborg.
Her blev en ung pige på 15 år slået, mens hun ventede på bussen, angiveligt af en cirka 60-årig mand.
Pigen oplevede manden som værende fuld, og det var derfor svært at forstå, hvad han sagde.
Nu beder politiet så borgerne om hjælp til at finde frem til manden, der beskrives som en mand på cirka 60 år, 175 cm. høj, tyndt og gråt hår, tynde ben og kraftig overkrop. Han havde en mørkeblå jakke på, som virkede for stor - og desuden havde han et modermærke under venstre øje.
Politiet leder også efter et vidne til episoden. Kort tid før, den havde fundet sted, kom en kvinde nemlig gående forbi busstoppestedet. Hun beskrives som cirka 30 år gammel, havde kort hår og bar på en pose med noget stort i. Kvinden har muligvis set gerningsmanden.
Hvis man har nogen oplysninger, der kan hjælpe politiet, kan de kontaktes på 114.