Overfald med kniv i Silkeborg
Politibetjent og sygepleje-studerende bragte offer på sygehuset - ambulancen var for langt væk.
En sygeplejestuderende og en politimand bragte torsdag aften en hårdt såret mand til sygehuset i Silkeborg, fordi man ikke turde vente på ambulancen, som var langt væk. Det oplyser Ritzau.
Den 39-årige mand var blevet stukket med kniv i halsen, i maven og andre steder under et slagsmål med en anden uden for værtshuset Don Vito på Godthåbsvej i Silkeborg.
- To patruljer var fremme i løbet af ganske kort tid, siger vicekriminalinspektør Jørgen Dalsgaard, og der gik ikke lang tid, før den formodede knivstikker blev anholdt i området.
Den anholdte er 42 år, og han sigtes for forsøg på manddrab.
Både offer og den formodede gerningsmand stammer fra det tidligere Jugoslavien.