Overfald: Kritik af skole
Utilfreds med skolens håndtering af knivoverfald
En otteårig elev på N.J. Fjordsgade Skole i Aarhus midtby har angiveligt truet en klassekammerat med en kniv. Offerets forældre er utilfredse med skolen håndtering af sagen.
- Vi ville jo gerne have haft en konkret handlingsplan for sådanne episoder. Det er som om, vi selv måtte efterspørge handling - fx psykologhjælp til vores søn eller noget konkret hjælp i skoletiden, så vores søn kan føle sig tryg i skolen igen, siger drengens mor, Kamille Smidt Rasmussen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Episoden fandt sted i skolegården, hvor den otteårige dreng forlangte at få den anden drengs mooncar. Da den anden elev nægtede at efterkomme ønsket, trak den otteårige en kniv, som han satte for struben af drengen med mooncaren. I forbindelse med episoden truede den otteårige desuden sit offer med, at han ville slå ham ihjel.
Forældrene til offeret har anmeldt episoden til politiet.
Se mere i dagens nyhedsudsendelser på TV 2 | ØSTJYLLAND og se hele interviewet med drengens mor i klippet ovenfor.