Overdækning af banegraven rykker nærmere
DSB vil overdække banegraven og lave en helt ny bydel ovenpå. Nu er der kommet konkrete fremskridt i planerne om at skabe en ny og bæredygtig bydel henover banegraven.
En overdækning af Banegraven i Aarhus rykker nærmere, og dermed kan den centrale del af byen måske snart ændre udtryk og få en masse nye kvadratmener.
Planerne om banegraven er i hvert fald kommet et skridt tættere på virkeligheden.
Mandag anbefalede Magistraten, at byrådet tiltræder indstillingen, og bliver en del af projektet.
Rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V) indstiller til byrådet, at Aarhus Kommune skal samarbejde om byudviklingen med PensionDanmark, DSB Ejendomme og MT Højgaard. Han fortæller, at han gerne vil have byrådets opbakning til at få banegraven afdækket.
Læs også
- Det får en dobbelteffekt i forhold til togtrafikken nedenunder, en etage med parkering til 700 biler og en masse boliger og herligheder ovenpå, som binder byen sammen
I første omgang skal samarbejdet udarbejde et konkret projekt for bydelen, som Aarhus Byråd senere skal tage stilling til.
En unik chance
Og rådmanden Bünyamin Simsek glæder sig over, at der er konkrete fremskridt i planerne.
- Vi ejer en del af arealerne, og resten af arealerne ejes af DSB Ejendomme. Det betyder, vi samarbejder om udviklingen af området. Vi er enige om, det er en kompleks opgave, vi skal i mål med, siger Bünyamin Simsek, til TV2 ØSTJYLLAND.
Banedanmark er i gang med at elektrificere store dele af jernbanenettet, og det er i forbindelse med elektrificeringen af banerne ved Aarhus Hovedbanegård, at kommunen ønsker at overdække banegraven. Overdækning af Bruuns Bro til Frederiks Bro skal skabe flere parkeringspladser og en bæredygtig bilfri bydel.
Læs også
- Vi har en unik chance i Aarhus for at lægge låg på det åbne sår vi har i vores by, der adskiller Frederiksbjerg med resten af byen, siger rådmanden.
Og projektudviklingsdirektør i MT Højgaard, Finn Mortensen, er enig med rådmanden.
- Jeg tænker, det har kæmpe potentiale for byen, og at det på alle måder vil være godt og kommer til at give en meget finere ankomst til Aarhus, siger Finn Mortensen.
Et åbent sår, der skiller byen
Rådmanden mener, at bydelen ved banegraven ikke er særlig smuk lige nu. Han understreger derfor, at det kan gøres pænere og bedre.
- Jeg synes ikke, at det, vi har lige nu, er særligt smukt. Det adskiller Frederiksbjerg fra resten af byen. Det er faktisk et åbent sår, siger Bünyamin Simsek.
Læs også
Rådmanden tilføjer, at byens grønne områder fortsat skal bevares.
- Når vi laver byfortætning, så er et område som banegraven en oplagt mulighed for at opføre boliger, caféer og butikker, siger Bünyamin Simsek.
Byrådet bakker op
Rådmanden fortæller, at han har en formodning om, at byrådet bakker op om projektet.
- Det har vi fået tidligere, og det forventer jeg at få igen, siger rådmanden.
Og han tilføjer:
- Jeg synes, vi skal trykke hånd med DSB med henblik på, at overdækket kommer videre i processen, så projektet kan realiseres, siger Bünyamin Simsek.
Fakta
Byggeri: 110.000 m2
Overdækning: 26.000 m2
P-pladser: 25.000 m2 / 670 pladser
Udvikler og totalentreprenør: MT Højgaard
Arkitekt: C.F. Møller
Den nye bebyggelse vil i overvejende grad være karrébebyggelser i op til seks etager. Derudover vil der tre-fire steder være bebyggelse, der bliver højere.