Over 80 tyverier på festival
Politiet i Skanderborg får fortsat anmeldelser om tyverier på festivalen for halvanden uge siden.
Selv om årets udgave af Danmarks Smukkeste Fetival i Skanderborg traditionen tro forløb ganske fredeligt, var den tilsyneladende ikke fri for kriminalitet. Indtil i dag har politiet fået 82 anmeldelser om tyverier på festivalen, og der kommer fortsat nye anmeldelser hver dag, oplyser kriminalinspektør Steen Edeling, Skanderborg.
Antallet af anmeldelser bliver dog næppe så højt som sidste år, hvor politiet fik i alt 132 anmeldelser om tyverier på festivalens område.
Anmeldelserne kommer typisk efter folk er kommet hjem og opdager, at de mangler noget af det, de havde med på festivalen - tøj, solbriller, I-pods og andet. Når de derpå kontakter deres forsikringsselskab, får de at vide, at sagen skal anmeldes til politiet, hvis de skal have erstatning.
En lille del af de forsvundne ting bliver dog fundet på politiets kontor for hittegods.
Ifølge Steen Edeling drejer en del af anmeldelserne sig om mærkevaretøj og andre dyre genstande, som det kan virke underligt, at folk tager med på festival.