600 deltagere til ekstremløb på og i Randers Havn
Der var udfordringer både til lands og vands, da Randers Harbour Challenge løb af stablen lørdag
Det anbefales sjældent at hoppe i havnebassinet i Randers, men lørdag var det ikke desto mindre, hvad over 600 løbere gjorde under Harbour Challenge, som nu i tre år har været en fast del af programmet under Randers Ugen.
Deltagerne blev udover flere ture i den kolde balje udsat for diverse hårde strabadser under det syv kilometer lange utraditionelle ekstremløb. Alligevel glædede flere af de seje og modige løbere sig.
Læs også
- Det bliver rigtig sjovt. Jeg har kigget de andre og set, at der er nogle fede forhindringer, som jeg glæder mig til, lød det fra Jacob Taasti, inden han begav sig ud på ruten.
De forhindringer han henviste til var alt lige fra armgang til en tur ned af den store waterslide.
- Jeg glæder mig især til den og rebbene, fortalte Jacob Taasti.
Især den store rustjebane med udløb i havnebassinet var dagens helt store samtaleemne. Nogle frygtede den, andre glædede sig.
Ideen til Harbour Challenge fik løbslederen Tommy Bach og en gruppe kammerater for tre år tilbage.
- Vi blev inspireret af et lignende løb i Aalborg, som vi godt kunne tænke os at lave i Randers. Så tog det en måneds tid at arrangere det første løb med 120 deltagere, siger Tommy Bach til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Det antal er blevet mangedoblet på få år.
- At det udviklede sig i den retning, havde ingen af os forudset, da vi fik den skøre idé, siger løbslederen i dag.
Du kan se video fra ekstremløbet øverst på siden.