Ove Christensen: Det er helt exceptionelt
Randers FC-træner er stolt over, at han er blevet kåret som årets træner i dansk fodbold.
Ove Christensen fandt de store ord frem, efter at han var blevet kåret som årets træner i dansk fodbold ved Dansk Fodbold Award 2010 i Cirkusbygningen i København.
- Det er helt exceptionelt at få prisen, fordi det var imod alle odds. Derfor er jeg glad og stolt, siger Randers FC-træneren, hvis klub i år stod bag et af de største comeback i dansk fodboldhistorie.
Før forårssæsonens 15 kampe i Superligaen havde Randers FC 13 point op til nedrykningsstregen, men på fænomenal vis lykkedes det den jyske klub at redde eksistensen i den bedste række.
- Det har været et turbulent år. For et år siden stod Randers i en håbløs situation, hvor klubben skulle til at skære ned og spare alle steder for at forberede sig til 1. division. Men så kom sejrene som haglbyger. Det har været vores projekt, men folk elsker historien om den grimme ælling, der bliver til en smuk svane, siger Ove Christensen.