Øv! Alle isene er smeltet

Indbrudstyve slukkede for strømmen

Foto: Flickr

Det blev til dobbelt-øv for indehaveren af en kiosk i Saksild ved Odder, da han tirsdag morgen mødte på arbejde.

I løbet af aftenen eller natten havde kiosken på Plantagevej ved Saksild Strand haft besøg af ubudne gæster, der kom ind ved at afliste en rude.

Ifølge politiet nøjedes indbrudstyvene ikke med at stjæle en række kasser med øl og sodavand samt is fra fryseren. De slukkede også for strømmen.

- Alt isen i fryseren var derfor smeltet og ødelagt næste morgen, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Politiet ved endnu ikke, hvem der stod bag indbruddet.