Otte indbrud i biler i Stilling

Mindst én tyv har på stjålet damecykel kørt rundt til otte adresser, knust bilruder og stjålet elektronik.

Politiet i Skanderborg har i løbet af onsdagen fået otte anmeldelser om tyverier fra biler i Stilling, begået i nat, oplyser vagthavende hos politiet.

I de fleste af de otte biler er en rude blevet knust, hvorefter der er stjålet GPS-udstyr, radioer, mobiltelefoner og andre genstande af værdi.

Ved en af bilerne blev der i morges fundet en damecykel, som var blevet stjålet et andet sted i Stilling. Politiet formoder derfor, at en tyv har cyklet fra biltyveri til biltyveri, muligvis i ledtog med en eller flere andre.