Østjyske topchefer får bodyguards
Østjyske topchefer hyrer i stigende grad livvagter til at beskytte sig.
20 større danske virksomheder benytter sig af sikkerhedsfirmaet Advance Security. Det er dobbelt så mange, som for bare 5-10 år siden.
Ifølge Århus Stiftstidende omfatter Advance Securitys kundekartotek to-tre virksomheder fra Østjylland:
- De virksomheder, vi arbejder for, gør meget indenfor eksport. Deres behov opstår blandt andet i forbindelse med forretningsrejser til Mellemøsten, Østeuropa og Asien. Når topcheferne bevæger sig ind i brændpunkter, står vi eksempelvis klar til at evakuere, hvis det skulle blive nødvendigt, forklarer direktør Christian West til avisen.
Århus Stiftstidende har kontaktet flere større østjyske virksomheder for at få svar på, om de hyrer livvagter til at beskytte deres topchefer.
Dansk Supermarked vil ikke udtale sig om spørgsmål, der vedrører sikkerhedsniveauet, og hos elektronikvirksomheden Terma i Lystrup udtaler kommunikationschefen Kasper Rasmussen sig heller ikke om firmaets sikkerhedspolitik.
Hos Arla Foods, der om nogen var i risikogruppen under Muhammed-krisen i fjor, er svaret et nej. Ingen af mælkepengene er gået til livvagter. Dog er der altid placeret vagter omkring Arlas mejeri Saudi-Arabien.