Østjyske stjerner på programmet
Anti-ekstremistisk arrangement på plads
Den østjyske musiker Lars Lilholt er en af de østjyske kunstnere, der er skrevet på programmet, når "Aarhus hylder Tolerancen" på Bispetorv onsdag 21. marts.
Aarhus Kommune har besluttet at samle gode kræfter til en bred folkelig fejring af tolerance, og det sker på i morgen eftermiddag midt i Aarhus.
Initiativet til fordel for tolerancen kommer som en reaktion på den ekstremistiske demonstration, Danish Defence League har planlagt i Aarhus d. 31 marts.
Til arrangementet på Bispetorv i Aarhus, vil der være taler og musik leveret af en lang række kunstnere.
Stor opbakning fra kunstnere
Blandt andre kunstnere vil Lars Lilholt, Poul Krebs, Den Jyske Opera og rapperen USO være at finde på scenen.
"Med den opbakning, vi mødt fra de mange kunstnere og fra byen som helhed, er jeg helt overbevist om, at Aarhus 21. marts vil manifestere en meget stærk hyldest til tolerancen. Jeg håber, at rigtig mange mennesker vil møde op på Bispetorv og dermed vise, at Aarhus er en meget tolerant by - og jeg opfordrer alle til at deltage, siger Aarhus' borgmester Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.
Aarangementet løber af stablen mellem kl. 16-18.