Østjyske solbær til Noma
Leverer bær til gourmet-restaurant
4. aug 2013, kl. 11:44
Mere end 30 dage gammel
Den lille landsby Sorring mellem Aarhus og Silkeborg høster hvert år spandevis af solbær, men i år skal en del af høsten ud på en længere tur.
Michelin-restauranten Noma i København har nemlig fået øje på den østjyske landsbys produktion af solbær.
Derfor er 300 kilo solbær fra Sorring lige nu på vej til København, hvor de vil indgå i retterne i restaurantens nordiske køkken.
- Det er da vældig spændende at være en del af. Vi håber selvfølgelig også, at vi kan arbejde videre med samarbejdet og udvikle det, siger Bjarne Schmidt, formand for Landsbyen Sorring Aps til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Bjarne Schmidt håber, at Noma med tiden vil være interesseret i flere bærtyper som for eksempel stikkelsbær og ribs.