Østjyske sejre i 2. division

Tættere på overlevelse

Odder IGF og Kjellerup IF øgede søndag mulighederne for at overleve som divisionsklubber.

Efter at DBU har besluttet at ændre turneringsstrukturen i 2. division, er der udsigt til, at hele syv af de nuværende hold i rækken efter denne sæson rykker ned i Danmarksserien.

Søndag lykkedes det for Odder at hive en sikker 3-1-sejr i land på udebane mod Ringkøbing. Østjyderne var foran med 3-0, inden hjemmeholdet fik reduceret.

Samtidig sejrede Kjellerup komfortabelt med 4-0 i hjemmekampen mod bundholdet Middelfart.

Dagens østjyske sejre betyder, at Odder konsoliderer klubbens placering i den øverste del af 2. division. Kjellerup er stadig under nedrykningsstregen, men har nu kun to point op til den tiendeplads, der udløser en ny sæson i rækken.

Lørdag vandt Skovbakken på udebane 2-1 over Næsby, mens Brabrand på udebane tabte 0-1 til nedrykkerne fra Marienlyst.