Østjyske museer helt i top

Stigning i antal besøgende

Aarhusianske museer er blandt de allermest besøgte i hele Danmark.

På ARoS kunne man i 2013 blandt andet opleve Pas de deux royal - et møde mellem Dronningen og Prinsgemalens kunst, mens man i Den Gamle By i Aarhus som altid kunne tage en tur i tidsmaskinen og spadsere rundt i fortiden.

Og det har rigtig mange gjort.

For på tredje- og fjerdepladsen over landets mest besøgte museer i 2013 finder man de to aarhusianske publikumsmagneter, der også begge har oplevet fremgang i forhold til 2012.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

ARoS indtager tredjepladsen og havde besøg af 568.000 gæster, mens Den Gamle By havde omkring 480.000 personer gennem tælleapparaterne. Det er en stigning på cirka 24 procent i forhold til 2012, hvilket er den tredje største blandt landets store museer.

Førstepladsen indtages af Prinsens Palais, der er en afdeling af Nationalmuseet, i Købehavn med 727.727 besøgende i 2013, mens Louisiana Museum for Moderne Kunst snupper andenpladsen.

Samlet set havde landets museer 13,4 millioner besøgende i 2013, hvilket var en beskeden fremgang på 66.000 personer i forhold til 2012.