Østjyske lærerinder vil være mindre sexede
Nedringede bluser og lårkorte nederdele distraherer teenagedrenge. Derfor søger østjyske lærerinder i stigende grad hjælp.
Teenagedrenge, der ikke kan koncentrere sig om bøgerne og skæve blikke fra kollegerne får i stigende omfang unge kvindelige lærere til at søge hjælp til påklædningen.
Den erfarne stilkonsulent Susanne Trane har i to år drevet virksomhed i Ry, og her bliver hun ofte opsøgt af østjyske lærere, der udsender lidt for udfordrende signaler.
- Der er uskrevne regler for, hvad man kan have på i folkeskolen, og dem er der en del nye lærere, der ikke rigtig kan finde ud af. Det modetøj, de plejer at have på i fritiden, er ikke altid hensigtsmæssigt, når man underviser børn, siger hun til metroXpress.
Ifølge Susanne Thrane, der tidligere har rådgivet blandt andre tv-værter på DR, giver især stramt og nedringet tøj anledning til problemer. Drengene i de ældre klasser bliver distraherede samtidig med, at forældre og ældre kolleger ser skævt til de unge lærere.