Østjyske brandfolk sendt til storbrand i Fredericia
21 brandfolk og ni køretøjer sendt til Fredericia
Østjyllands Brandvæsen har sendt 21 brandfolk og ni køretøjer til Fredericia, hvor østjyderne skal hjælpe med at få styr på en voldsom brand i flere olietanke på Fredericia Havn.
- Vi fik den første forespørgsel klokken cirka 23 onsdag aften, og siden blev den opgraderet. Vi har lige nu 21 brandfolk og ni køretøjer dernede for at hjælpe, siger operativ leder Anders Rathcke fra Østjyllands Brandvæsen til tv2oj.dk.
Branden, der opstod onsdag aften i en tank med gødning, har bredt sig til flere andre tanke med palmeolie.
På grund af faren for at en af tankene vil eksplodere, er indbyggerne i et område op til en kilometer væk fra havnen i Fredericia blevet evakueret til et nærliggende idrætscenter.
Anders Rathcke fortæller, at det er normalt, at de forskellige beredskaber hjælper hinanden, men at det er usædvanligt at sende så mange folk af sted.
- Jo, men det er det, som de har rekvireret, men det er også en usædvanlig stor brand, siger han.
Videoen øverst på siden er filmet af Local Eyes. Du kan se flere videoer her.
Ekstra brandfolk kaldt ind
Togdriften ved Fredericia er også påvirket, fordi skinnerne løber tæt forbi havnen, og derfor er der indsat togbusser. Det er gældende for passagerer, der skal mod Fyn, Sjælland, Esbjerg og Sønderjylland, men klokken cirka 10.00 torsdag forventer DSB, at togdriften atter er normal.
Men fordi Østjyllands Brandvæsen har sendt 21 brandfolk og ni køretøjer til Fredericia, betyder det ikke, at der ikke sidder brandfolk klar rundt om på de østjyske brandstationer.
- Vi har kaldt ekstra folk ind. Både for at afløser dem i Fredericia, der har været i gang hele natten, og for at forstærke beredskabet i Østjylland, siger Anders Rathcke.
Udover mandskab fra Østjyllands Brandvæsen har andre beredskaber i landet også sendt brandfolk til Fredericia.
To personer er i forbindelse med branden kørt på skadestuen, fordi de følte sig dårlig tilpas efter at have været tæt de ødelagte olietanke.