Østjyske børn uden pasning
En række institutioner i Århus og Silkeborg er lukket på grund af strejker og forældreblokader.
Kommunernes sparekniv rammer igen børnene. Derfor måtte mange forældre i Østjylland mandag tage deres børn med på arbejde eller sørge for alternativ børnepasning.
Med udsigt til besparelser på 15 procent på institutionerne i Silkeborg gik forældrene selv på barrikaderne og blokerede de fleste af Ny Silkeborg Kommunes 67 børneinstitutioner. Det skete forud for starten på budgetforhandlinger i kommunen senere på dagen.
Silkeborg hører til den række af kommuner, som truer med at bryde kommuneaftalen med regeringen og bruge løs af kommunens formue.
Også i Århus er der fortsat uro i daginstitutionerne efter budgetforliget i sidste uge. Forliget betyder bl.a., at fritidshjemmene lukkes. Derfor har mange institutioner været lukket siden onsdag.
Det var mandag morgen uklart, om strejken ville brede sig. /ritzau/