Østjyske bamser trækker i Barca-trøjer
Århusiansk legetøjsfirma tegner maskotkontrakter med Europas største fodboldklubber. Karsten Ree er investor
I stilhed har et østjysk udviklet legetøjskoncept med Karsten Ree og tidligere direktør for Den Blå Avis Frank Ludvigsen som investorer spredt sig til hele Europa.
Dagbladet Børsen skriver, at der på et halvt år er solgt 50.000 maskotter forankret i et univers af fodbold.
Folkene bag Bear League har landet kontrakter med en række af verdens største fodboldklubber, skriver Børsen Vækstdanmark.
- Vi har netop tegnet kontrakt med Real Madrid, fortæller salgs- og marketingdirektør hos Bear League ApS i Århus, Allan Jørgensen.
Kan iklædes klubtrøjer
Bear League er et dansk udviklet koncept, hvor man køber en maskot, der efterfølgende kan iklædes lige præcis den officielle klubtrøje, man vælger.
Der er frit valg mellem klubberne Real Madrid, Juventus, Manchester United, Liverpool, Arsenal, Chelsea og Barcelona, der ifølge Allan Jørgensen er et stort hit.
Derudover kan man købe en række tilbehør til sin fodboldmaskot, der også virtuelt kommer til live, når man med din personlige kode logger ind på Bear Leagues hjemmeside.
Allan Jørgensen siger til Børsen, at han håber, at det danske legetøjskoncept vil runde en million solgte produkter i 2011.