Østjysk virksomhed: Trump har ikke indikeret, at han er grøn
Der har været stor interesse for det amerikanske valg i Østjylland
Donald Trump blev natten til onsdag valgt som USA’s nye præsident. Det var et valg, som blev fulgt tæt i de østjyske virksomheder, som eksporterer til det store land mod vest.
Blandt andet ventil- og pumpefabrikanten AVK i Galten er spændt på, hvordan Donald Trump vil agere som præsident.
Læs også
- Jeg synes jo ikke ligefrem, at Trump har indikeret, at han er grøn. Omvendt skal han også investere i infrastrukturen, hvad det bliver for en infrastruktur, er jo så det spændende, siger Global Business Manager Michael Ramlau-Hansen.
Frygter ikke store forandringer i den daglige drift
Virksomheden i Galten er eksperter i miljø- og vandteknologi, og det kan derfor få stor betydning for deres eksport, hvis Donald Trump kommer til at føre en meget anderledes politik på området, end Barack Obama gjorde.
- Obama har et ønske om, at amerikanerne skal spare 33 procent på deres vandforbrug. Det kan de ikke alene, de har nogle udfordringer med at skaffe rent drikkevand til borgerne, siger Michael Ramlau-Hansen
Læs også
På trods af, at det ovale kontor i Washington DC snart bliver hjemsted for en republikaner i stedet for en demokrat, så frygter AVK ikke, at der kommer de store ændringer i virksomhedens daglige drift.
- Vi producerer i USA og har gjort det i 25 år, og vi har oplevet præsidentskifter før, så jeg tror ikke, at det her får den helt store betydning for den daglige drift, siger Michael Ramlau-Hansen.