Østjysk sejr i Belgien

Vinder U/23-udgave af Liége-Bastogne-Liége

20-årige Michael Valgren var også godt kørende til prologen ved Normandiet Rundt i år. Foto: Perrine Sauvey

Danske Michael Valgren fra det østjyske cykelhold Glud & Marstrand-LRØ kom først over målstregen som vinder af U/23-udgaven af Liége-Bastogne-Liége.

Det østjyske cykelhold var ellers svært reduceret til den prestigefyldte forårsklassiker, så sejren kom som en stor overraskelse.

På grund af sygdom i truppen var det altså med kun tre ryttere på holdet, at 20-årige Michael Valgren og resten af Glud & Marstrand-LRØ hev sejren hjem.

Og det var et stort øjeblik, da det 20-årige cykeltalent krydsede målstregen i ensom majestær.
 
- Jeg lavede bare et kæmpe jubelbrøl og bagefter begyndte jeg næsten at græde, for det er et rigtig stort løb, jeg har vundet. Det er slet ikke til at forstå. Det er kæmpe stort, og det største nogensinde for mig, fortæller Michael Valgren i en pressemeddelelse.

I 2009 fik løbet også en dansk vinder. Her var det Rasmus Guldhammer, der kom øverst på podiet.