Østjysk politi på skole i mere dialog
Et utraditionelt samarbejde mellem forskere på Aarhus Universitet og Østjyllands Politi resulterer i projekt med ekstra uddannelse.
Forskere og politi underviser til maj et hold østjyske betjente, der bliver specialister i at fange stemningen i store forsamlinger. Det skriver Århus Stiftstidende.
Det kommende specialisthold kan gøre nytte ved fodboldkampe med risiko for bølleoptøjer, demonstrationer, festivaler og store koncerter.Foreløbig skal 25 betjente på skolebænken.
Blandt underviserne bliver to forskere fra Aarhus Universitet. De har i et års tid fået lov at følge politiets arbejde i dagligdagen og ved særlige begivenheder.
Fokus har været tackling af store menneskemængder med potentielle ballademagere. Mere dialog og færre konfrontationer er mottoet for det østjyske initiativ.
De foreløbig 25 politifolk, der gennemgår et skræddersyet specialkursus i at pejle sig frem til mulige voldsmænd i store forsamlinger, bliver kaldet event-betjente.
- En af opgaverne bliver blandt andet i situationen at skelne bedre mellem signaler fra fredelige deltagere og ballademagere, så anholdelser så vidt muligt ikke går ud over uskyldige, fortæller chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen fra Østjyllands Politi til Århus Stiftstidende.
Kilde: Århus Stiftstidende