Østjysk OL-succes

Styrtløber nåede sit mål

02:07

1 af 2

Styrtløberen Christoffer Faarup fra Aarhus er vældigt godt tilfreds med sin 37.-plads ved søndagens styrtløb ved de olympiske lege i Sochi.

Den 21-årige aarhusianer deltager nemlig for første gang og havde som mål at komme i mål blandt de 50 første.

- Jeg havde et jævnt over godt løb. Lidt problemer på toppen, men det lykkedes mig at presse mig selv og give den gas resten af vejen. Og selvom jeg fik ondt i benene, så lykkedes det også at få mig selv til at jage og give den gas resten af banen og er egentlig rigtig godt tilfreds med mit løb, siger Christoffer Faarup søndag aften i et live-interview fra OL-byen.

- Jeg er enormt stolt over at kunne være hernede og kunne repræsentere Danmark. Så det er en drøm, der går i opfyldelse og det er rigtigt, rigtigt fedt.

TV 2 | ØSTJYLLAND: Du går efter en medalje om fire til otte år. Hvad vil det kræve af dig at rykke 34 pladser op i rækken?

- Det kommer til at kræve meget af mig. Det bliver rigtigt meget træning fremadrettet mod det. Og det er klart, at sådan et resultat som i dag, det giver noget motivation og noget boost til at lægge det arbejde, som skal til for at kunne nå de mål i fremtiden.

Christoffer Faarup deltager senere ved OL i Super-G, hvor han går efter at komme i top 50 og Superkombination, hvor han har ambitioner om at komme ind blandt de første 40 løbere.

Se indslaget om Christoffer Faarups træning i Norge op til OL og interviewet med ham fra OL-byen i Sotchi ved at trykke på billedet over artiklen.