Østjysk hjælp til dyrt akutcenter
Syv midtjyske firmaer skal hjælpe med at bygge nyt akutcenter - de fire er østjyske
Regionshospitalet Viborg skal have nyt akutcenter, og det er blandt andet fire østjyske firmaer, der skal bistå i det arbejde.
Bravida A/S fra Tilst, Airteam A/S fra Højbjerg, ELCON A/S fra Aarhus og NCC A/S fra Aarhus skal alle have en større eller mindre rolle i opførelsen af det nye akutcenter, der skal stå klar i 2017. Rundt om centeret skal der også bygges lidt om, og det byggeri forventes at vare yderligere et par år.
Med beslutningen må det også konstateres, at byggeriet bliver cirka 10 procent dyrere, end det var forventet.
- Vi kan konstatere, at vi ikke helt kan bygge til de priser, som var gældende, da vi gik i gang med vores projekt. Det giver selvfølgelig nogle udfordringer og stiller krav til os om at løbe vores projekt igennem en gang mere, så vi holder os inden for det afsatte budget. Men det er heldigvis en situation, vi allerede i forbindelse med hovedprojektet har tænkt ind med blandt andet vores besparelseskatalog, siger projektchef Jeppe Juul Hansen fra Regionshospitalet Viborg i en pressemeddelelse.