Østjysk folkefest i Parken

Flere end 1.500 BSV-fans har købt billetter til finale-kamp i Parken

Salget af billetter til håndbold-verdensrekordforsøget i Parken i København går strygende - også i Jylland.

Kampen mellem AG Købehavn og Bjerringbro-Silkeborg spilles 21. maj. Hjemmeholdet håber, at 34.000 køber billetter til opgøret, og at kampen dermed indskriver sig i historiebøgerne som den mest velbesøgte håndboldkamp nogensinde.

Ifølge Bjerringbro-Silkeborg har flere end 1.500 jyder i løbet af de seneste tre dage købt billetter til finalekampen.

Læs: 25.000 har købt finale-billetter

Langt de fleste har tilmeldt sig klubbens tur med bus og siddeplads. En tur der ifølge Bjerringbro-Silkeborg tegner til at blive en folkefest, deltagerne sent vil glemme.
 
- De får en fantastisk oplevelse sammen. Med det antal billetter der er solgt nu, tror jeg stadig på, vi når 3.000 jyder i udebaneafsnittet i Parken den 21. maj. Det er ikke bare folk fra Bjerringbro og Silkeborg, der køber billet til turen men folk fra hele Jylland, der holder med Bjerringbro-Silkeborg, siger eventansvarlig i BSV Stig Bendtsen i en pressemeddelelse.