Østjysk feltpræst smidt ud af Irak
Forsvaret sender silkeborgensisk feltpræst hjem efter 19 timer i Irak fordi han sov i bunker. Præsten han skulle afløse er rystet.
En pludselig hjemsendelse af en Silkeborgensisk feltpræst fra den nu hjemtagne danske bataljon i Irak har bragt forsvaret på kollisionskurs med dets feltpræster.
Udsmidningen af feltpræsten fra Camp Einherjer fandt sted fredag den 27. juli, kun 19 timer efter, at præsten, sognepræst Sune Haubek fra Linå-Sejs-Svejbæk sogn ved Silkeborg, var ankommet til lejren for at afløse feltpræst Peter Sporleder fra Ravnsbjergkirken ved Århus.
Anledningen til hjemsendelsen var ifølge Berlingske Tidendes oplysninger, at Sune Haubek under
indtryk af adskillige raketangreb på lejren overnattede i en bunker - i øvrigt sammen med den præst, han skulle afløse.
Fik besked om at han var et dårligt eksempel
Efter det oplyste fandt den militære ledelse, at præstens overnatning i bunkeren var dårligt for moralen i lejren og udtryk for, at han ikke kunne fungere i sit hverv. Bataljonschef, oberst Kim B. Petersen, fik derfor opbakning fra Hærens Operative Kommando til at hjemsende Sune Haubek omgående. Bataljonschefen afviser over for Berlingske Tidende at begrunde sin beslutning og henviser til, at der er tale om en fortrolig personalesag.
Hjemsendelsen har vakt opstandelse blandt feltpræster og deres chef, hærprovst Ole Brehm Jensen. Hærprovsten vil ikke kommentere sagen, før den er nærmere klarlagt, men han erindrer ikke fortilfælde, hvor en feltpræst er smidt ud af sin enhed.
- Men det, der er sket, er uheldigt, og det kan godt få betydning for feltpræsternes lyst til at lade sig udsende. Derfor er vi nødt til at få bund i det her, og det skal vi også nok få, siger Ole Brehm Jensen.
Andre præster truer med ikke at tage ud
Han tilføjer, at den hjemsendte præsts begrundelse for at sove i en bunker fremfor i et telt kunne være et spørgsmål om at få ro til at sove trods raketnedslagene omkring lejren.
- Problemet er jo ikke, om man bliver forskrækket eller bange, men hvordan man håndterer det. Jeg har fuld tiltro til, at præsten har håndteret det fornuftigt, men det må undersøgelsen jo vise, siger Ole Brehm Jensen. Han håber at have klarhed om sagen, når feltpræsterne mødes til deres årlige sammenkomst i Nymindegab den 21. august, hvor hjemsendelsen vil blive diskuteret.
- Systemet med feltpræster bygger jo på, at folkekirken stiller duelige præster til rådighed for forsvaret, og så er det ikke helt ligegyldigt, hvordan forsvaret behandler de folk, man får stillet til rådighed, siger hærprovsten. Feltpræst Peter Sporleder, der skulle afløses af den hjemsendte præst, og som overnattede i bunkeren sammen med ham, er »dybt rystet og meget uforstående« over udsmidningen.
- Min vurdering af Sune (Haubek, red.) var, at han ikke var mere psykisk ramt, end vi alle sammen var, siger han. Ligesom hærprovsten frygter Peter Sporleder, at hjemsendelsen vil få
andre feltpræster til at sige nej tak til at blive udsendt.
- Hvis man risikerer at blive sendt hjem uden en egentlig begrundelse, så vil jeg da nok spørge, om jeg kan være sikker på at blive der, hvis hærprovsten ringer til mig og spørger, om jeg kan tage til Afghanistan, siger han.
Sune Haubek har ikke selv ønsket at kommentere sagen på nuværende tidspunkt.