Østjyllands bud på en nationalret
Nu skal østjyderne til stemmeurnerne
Nu skal østjyderne til stemmeurnerne og stemme om, hvilken ret der skal være Østjyllands bud på Danmarks nationalret.
Skal det være boller i karry med hjemmelavet chutney? Smørrebrød med gravad laks og kartoffel? Eller biksemad med rodfrugter? De tre retter er udvalgt og kokkereret af kok Michael Larsen fra Gastro og Vino i Aarhus.
Det er fødevareminister Dan Jørgensen (S), der står bag konkurrencen, som skal kåre Danmarks nationalret.
- Det er mit håb, at konkurrencen vil åbne vores øjne for nogle af de gode, gamle danske retter. At vi genopdager, bruger og videreudvikler dem. Og at vi starter en debat om vores fælles madkultur med familien og vennerne rundt om køkkenbordet derhjemme og med kollegerne i kantinen på arbejdspladsen, siger han i en pressemeddelelse.
Danskerne har i løbet af de sidste uger budt ind med deres bud på Danmarks nationalret, og det er på den baggrund at otte kokke fra de forskellige regioner har valgt og fortolket tre retter hver.
Du kan stemme din favoritret videre i konkurrencen frem til den 26. oktober på www.danskernesmad.dk
Den endelige vinder kåres den 20. november.