Østjyderne snorker

En ny snorkerapport viser, at 488.000 i regionen snorker. Og tre ud af fire får nattesøvnen forstyrret af larmen.

- RRRRRROOOOOPPPHHYYYYY!

Sådan lyder det i soveværelset hos cirka 488.000 i Region Midtjylland. Det er Breathe Rights Snorkerapport 2008, der viser, at snorkeri er et udbredt støjproblem for mange.

63 procent svarede i undersøgelsen, at deres partners snorken larmede lige så meget eller mere end en almindelig samtale.

Og det bekymrer søvnekspert Ole Nørregård, der er overlæge på Århus Sygehus.

- Søvnproblemer giver risiko for et forhøjet blodtryk, problemer med hjerte og kredsløb, blodpropper i hovedet og sukkersyge, forklarer Ole Nørregård til TV 2 | ØSTJYLLAND.