Østjyder tiltalt for ballade ved Ungdomshuset
To fra Århus, en fra Brædstrup og en fra Skanderborg står tiltalt for medvirken til urolighederne omkring Ungdomshuset.
Der er tale om Ungdomshuset på jagtvej i København i december sidste år.
Det er en blandet forsamling, der nu er blevet tiltalt for at have været spydspids under ungdomshusurolighederne. Aldersmæssigt spænder de fra en kun 15-årig pige til en kvinde på 64 år.
Sagen er kendt som knibtangsmanøvren, hvor det ved en taktisk genistreg lykkedes politiet at lokke demonstranterne frem på Nørrebrogade for derefter at storme ind fra en sidegade og afskære den forreste del af aktivisterne fra et tilbagetog.
Nu er der rejst tiltale mod 26 personer, og anklageskriftet viser, at det ikke kun er lokale unge fra storbyen, der blev anholdt. En af de tiltalte er en pige fra Vipperød ved Holbæk,
og en jævnaldrende dreng kommer fra Næstved. Dertil kommer de fire østjyder.
/ritzau/