To østjyder på EM's All Star-hold
To østjyske fløje er blevet udpeget til All Star-holdet ved kvindernes håndbold-EM
Det er ikke kun de danske håndboldtilskuere, der har været begejstrede over det spil, som EM-kvinderne har leveret under slutrunden.
Også toppen i det europæiske håndboldforbund, EHF, sætter pris på det danske spil, og helt konkret har det betydet, at to spillere fra Jan Pytlicks mandskab er udpeget til turneringens All Star-hold.
Det drejer sig om højrefløjen Maibritt Kviesgaard og venstrefløjen Mie Augustesen. Kviesgaard er den eneste "rigtige" højrefløj i den danske trup, og derfor er der trukket store veksler på hende undervejs, uden at det dog har kunnet ses på indsatsen.
Mie Augustesen skulle lige i gang i turneringen, men spillede sig op og var delt dansk topscorer, da hun pådrog sig et træthedsbrud i venstre fod, som betød, at hendes turnering sluttede inden de afgørende kampe. Alligevel har juryen altså ment, at hun har været den bedste på venstre kant.
Det samlede All Star-hold er ud som følger:
Målmand: Katrine Lunde Haraldsen, Norge
Venstre wing: Mie Augustesen, Danmark
Venstre back: Cristina Neagu, Rumænien
Playmaker: Gro Hammerseng, Norge
Stregspiller: Heidi Løke, Norge
Højre back: Nerea Pena Abaurrea, Spanien
Højre wing: Maibritt Kviesgaard, Danmark
Bedste forsvarsspiller: Johanna Wiberg, Sverige
Mest værdifulde spiller: Linnea Torstensson, Sverige