Østjyder mere stressede
Stadig flere patienter kan ikke klare at arbejde efter at være blevet syge af stress.
Storbyfænomenet stress har bidt sig fast i Århus Amt. Det siger Lars Reimer, regionsdirektør i Danica Pension Jylland Midt til Århus Stiftstidende.
Psykiske lidelser er en stadig stigende årsag til, at flere og flere enten må trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet i Østjylland eller være sygemeldt i længere tid.
- Stress og stressrelaterede sygdomme står for størstedelen af lidelser under betegnelsen psykiske lidelser. Stigningen i skadesudbetalinger fra Danica Pension, relateret til stressbetingede sygdomme i Århus Amt, har været meget markant i perioden 2001-2006, understreger Lars Reimer over for avisen.
I 2001 udgjorde andelen af psykiske lidelser kun otte procent af skadesundbetalingerne. Et tal der i år forventes at nå godt 24 procent. Altså en tredobling.
På landsplan er der "kun" tale om en fordobling fra ni til 18 procent.
- Danica Pensions tal viser, at andelen som får skadesudbetalinger for stress m.m. er højere i Århus Amt end i Københavns Amt, siger regionsdirektøren.