Østjyder i SF's nye landsledelse
Jonas Dahl og Andreas Albertsen skal styrke SF
SF landsmøde i Kolding har netop valgt en ny 18 mand stor landsledelse for de kommende to år. Her blev to østjyder, nemlig Andreas Albertsen og Jonas Dahl, valgt af de delegerede.
Jonas Dahl, der er partiets finansordfører, er lettet.
- Der har været blæst op til det her landsmøde, men medlemmerne har nu klart sagt ja til SFs deltagelse i regeringen og til de mange politiske resultater vi de første 6 måneder har leveret, siger Jonas Dahl
Den mere ukendte østjyske SF'er, Andreas Albertsen, glæder sig også til at se fremad.
- Jeg er glad for også i de næste to år at skulle bidrage til udviklingen i SF. Landsmødet har kun styrket troen på partiet og dets politiske projekt, skriver Andreas Albertsen i en pressemeddelselse.
Andreas Albertsen, der er 26 år , har spillet en vigtig rolle i tilblivelsen af SFs nye principprogram og er netop stoppet som næstformand i SF Aarhus og skriver Ph.d. på Aarhus Universitet om lighed i forhold til Sundhed.