Østjyde løb med top-gevinsten
Lotto-spiller fra Silkeborg løb med den største gevinst i 2003.
Med en gevinst på mere end 19 millioner kroner var en Lotto-spiller fra Silkeborg uden konkurrence den person, der scorede den største tips-gevinst sidste år.
Dansk Tipstjeneste har netop gjort status over 2003, og her kunne de ansatte konstatere, at kuponen fra Silkeborg udløste en gevinst, der er syv millioner kroner højere end den spiller, der vandt årets næststørste præmie.
Foruden den heldige silkeborgenser er der også en del andre østjyder blandt de personer, der vandt årets største gevinster. Med en præmie på godt 10,5 millioner kroner udløste en kupon fra Øster Tørslev årets tredje største gevinst, og med næsten 7,5 millioner kroner løb en kupon fra Hadsten med sjettepladsen.