Øst for Paradis bliver i Paradisgade
Planerne om at flytte biografen til det nye Mulitimediehus er skrinlagt og det blev fejret med en stor reception.
Der har i lang tid været planer om at lave Øst for Paradis om til fremtidens art cinema i det fremtidige Multimediehus på Århus Havn. Det skriver Århus Stiftstidende. Men nu har kommunen ombestemt sig og biografen er sikret i de nuværende lokaler. Det har skabt glæde og begejstring blandt brugere og medarbejdere.
- Jeg blev født stort set samme tid som biografen blev døbt 'Øst for Paradis'. Jeg har set milliarder af film herinde. Som barn havde jeg et arkiv over filmene; jeg startede, da jeg gik i børnehave med at se 'Rocky Horror Picture Show'. Det syntes jeg var ret sejt. Senere har jeg haft en del kærester med på date herinde, det var fedt at have en nøgle selv. Jeg har stået i operatørrummet og grædt over film, og jeg har slæbt veninder med herind - én ad gangen, så jeg kunne give dem en helt særlig oplevelse, fortalte biografdirektør Line Daugbjerg ved receptionen.
Nu er der fremtidige planer med store ombygninger. Tre nye sale, en større café i stueetagen og bedre adgang for handicappede er nogle af planerne.
Det kommunale tilskud til Øst For Paradis fortsætter foreløbigt indtil 2014.