Orienterings-løber vinder tredje medalje ved VM
Maja Alm blev tirsdag nummer to på den lange distance ved VM i orienteringsløb i Estland
Orienteringsløberen Maja Alm vinder tirsdag sin tredje medalje ved VM i Estland, da hun bliver nummer to på langdistancen.
Lørdag vandt hun en guldmedalje i disciplinen sprint, og på søndagens sprintstafet blev det til bronze.
- Jeg er simpelthen så glad og stolt lige nu. Jeg har drømt om at tage den her medalje, for jeg har aldrig taget medalje på en skovdistance før, siger Alm i en pressemeddelelse fra Dansk Orienterings-Forbund.
Læs også
- Jeg vidste, at det var muligt, og at jeg var i god form, men der var også mange gode konkurrenter derude, så det var bare at blive ved med at tro på det.
Efter to danske medaljer på de to første finaledage rykkede VM-deltagerne tirsdag ud i skoven til de længere distancer.
Alm tilbagelagde de 11,4 kilometer i tiden 80 minutter og 42 sekunder. Svenske Tove Alexandersson sejrede i tiden 79 minutter og 10 sekunder.
Læs også
Det var Alms fjerde konkurrence på fem dage, hvis kvalifikationsløbene tælles med.
- Jeg kunne mærke i morges, at jeg var rigtig træt - især mentalt efter tre hårde sprintdage, så det var en kamp at få sat mig op til det.
- Så jeg er simpelthen så stolt over, at jeg lykkedes med at vinde den her sølvmedalje, siger Alm.
Med tirsdagens medalje er Alm oppe på i alt 12 VM-medaljer i sin karriere.