Optrevler stime af røverier
16 røverier opklaret - 11 varetægtsfængslet
En stime af røverier i Aarhus menes nu at være opklaret. Røverierne er begået over de seneste måneder mod banker, tankstationer og butikker. 16 personer er sigtede, af dem er 11 varetægtsfængslet og flere anholdelser er på vej, bebuder politiet.
- Det virkede organiseret, fortæller politikommissær Mogens Brøndum om den markante stigning i røverier, politiet måtte notere for nogle måneder siden.
Derfor satte Østjyllands Politi ind med en massiv efterforskning. Efterforskningen viste dog, at der ikke stod en bestemt bande bag den voldsomme stigning i antallet af røverier. Der er i flere tilfælde gengangere fra sag til sag, men ellers er der tale om individuelle sager, som efterforskerne har optrevlet.
- Efterforskerne startede på bar bund og har virkelig været ude på det hårde benarbejde på gaden. Der er brugt mange timer og mange mennesker er blevet afhørt, fortæller Mogens Brøndum.
Resultatet er foreløbigt 16 opklarede røverier, 16 sigtede personer i alderen 14-27 år- af dem er 11 varetægtsfængslet. I dag fremstilles så endnu en person i grundlovsforhør sigtet for de tre første røverier på nedenstående liste. Han er kun 17 år og stilles for en dommer i et lukket grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Den yngste af de anholdte er 14 og de mange unge personer på listen over anholdte lægger en dæmper på politiets begejstring:
- Det giver anledning til en vis bekymring at se, at personer helt ned til 14 år er varetægtsfængslet i disse sager, siger Mogens Brøndum.
Her er politiets liste over røverier, som nu betragtes som opklarede:
1. Hotel Scandic i Hasle - forøvet den 3/12-2010 - trusler med økse og kniv -
2. Lidl i Hasle - forøvet den 1/3-2011 - trusler med kniv og kæp
3. Burger King i Viby, forøvet den 27/3-2011 - trusler med kniv -
4. Superkiosken i Stavtrup - forøvet 19/3-2011 - trusler med kniv -
5. Rema 1000 på Aldersrovej, Århus N - forøvet den 18/3/2011 - trusler med kniv + kæp -
6. WeeBike i Hasle - forøvet den 23/3-2011 - trusler med kniv + kæp - 7. Deres Servicebutik i Åbyhøj - forøvet den 15/3-2011 - trusler med kniv -
8. Lokalbrugsen i Brabrand - forøvet 12/1-2011 - trusler med kniv -
9. Superkiosken i Odder - forøvet den 22/3-2011 - trusler med kniv -
10. Hotel Scandic i Hasle - forøvet den 17/3-2011 - trusler med kniv -
11. SuperBrugsen i Ryomgaard - forøvet den 4/4-2011 - trusler med pistol -
12. Shell i Tilst - forøvet den 29/3-2011 - trusler med hammer -
13. SuperBest, Tornebakken i Risskov - forøvet den 31/3-2011 - trusler med kniv -
14. Røveri mod person ifm. Vinspecialisten i Hasle - forøvet den 24/2-2011 - trusler med kæp -
15. Kiosk, Hammershusvej i Aarhus V - forøvet den 26/3-2011 - trusler med kniv -
16. Kiwi, Møllevangs Alle - forøvet den 12/2-2011 -