Optræk til skraldestrejke i Århus
Skraldemænd holder nu i formiddag fagligt møde om afvisning fra kommunen af sikkerhedskrav.
Der er optræk til arbejdsnedlæggelser blandt århusianske skraldemænd, efter at kommunen torsdag fortsat afviser at trække et påbud til dem tilbage om at tømme overfyldte skraldespande.
Skraldemændene holder i dag kl. 11 et fagligt møde for at drøfte situationen. De afviser at tømme overfyldte skraldespande, hvor låget ikke kan lukkes, fordi de så får giftige partikler i hovedet.
Kommunen har udliciteret renovationen til tre private firmaer, men har pligt til at påse, at Arbejdstilsynets regler overholdes, siger Frank Nielsen, faglig sekretær i fagforeningen 3F.
- Kommunens påbud er i strid med Arbejdstilsynets regler, siger Frank Nielsen.
Der har i de senere dage været uro og arbejdsnedlæggelser, fordi et af de private firmaer har forsøgt at fyre en medarbejder, som nægtede at tømme
overfyldte skraldespande. /ritzau/