Optimisme i Horsens
Med point mod FCK sender Horsens et signal om, at holdet ikke rykker ned, mener anfører
For et hold, der kæmper mod nedrykning, plejer et point på denne tid af sæsonen ikke at kunne bruges til så meget, men når det kommer mod mesteren FC København, luner det alligevel i Horsens-lejren.
Selvom det kun er et point, så er det ikke noget, vi fik foræret. FCK var meget rolig med bolden, kørte den godt rundt og spillede klogt. Vi er godt tilfredse med et point, siger Horsens-anfører Niels Lodberg efter 1-1-kampen.
- Med det ene point har vi sendt et signal om, at vi ikke vil rykke ned. Det må vi lade de andre hold om.
Roser indsats
Anføreren roser sit eget holds indsats i en ellers presset tid, hvor kampen mod nedrykning er meget intens og tæt. Inden opgøret mod FCK var der blot tre point til nedrykningsstregen.
- På trods af den position vi er i, blev vi ved med at kæmpe og fighte, og i perioder gjorde vi ondt på FCK med vores direkte spil. Vi stod godt og kompakt på banen især i anden halvleg, siger Niels Lodberg.
Han mener, at en sejr i en af de tre resterende spillerunder vil være nok til at sikre holdet overlevelse i landets bedste række.
- Mange af holdene i bunden har indbyrdes kampe her til sidst, og resultaterne skal flaske sig meget uheldigt, hvis en sejr mere ikke er nok, siger Lodberg.