Opsang til teenage-forældre
For mange forældre tager for lidt eller intet ansvar i forhold til deres teenage-børn lyder kritikken før blå mandag.
Nybagte konfirmander, der drikker sig sanseløst berusede på blå mandag, er en velkendt historie.
Men på dagen for den første store invasion af konfirmander i Århus, retter flere personer en skarp kritik af de alt for mange forældre, der lader deres teenage-børn passe sig selv i deres omgang med alkohol og fester.
- Det er foruroligende, at der er et stort mindretal af forældre der i den grad svigter deres børn. De lader deres unger sejle deres egen sø og lader dem drikke sig stangberusede, siger Jens Winther fra Århus Kommunes socialforvaltning til Jyllands-Posten.
Også på diskotek M/F Broen oplever direktør, Claus Damsgaard, at unge mennesker drikker sig fulde uden, at forældrene er klar over det.
- Vi oplever, at der kommer børn på 11 og 12 år, som har drukket sig fra sans og samling. Vi afviser dem i døren, og ringer hjem til forældrene. De bliver ofte sure, når vi beder dem om at hente deres barn, og vi får at vide, at vi bare kan sende dem med en taxa eller bus hjem. Mange aner ikke, at deres barn er til fest, siger Claus Damsgaard til avisen.
Også hos politiet efterlyser leder af ungdomsgruppen, Allan Aarslev, mere ansvarstagen fra forældrene.
- Helt grundlæggende er det forældrenes opgave at holde styr på deres børn. De fleste klarer det fint, men der er en flok tilbage, som man godt kunne ønske interesserede sig lidt mere for, hvad deres børn egentlig render rundt og laver, siger Allan Aarslev.