Opsang fra Randers-direktør
Randers FC er den største kandidat til nedrykning, mener klubbens direktør
Randers FC's direktør, Jacob Nielsen, mener, at spillerne skal til at vågne op, hvis de også i næste sæson vil spille i Superligaen.
- Jeg vil gerne sende et signal til spillerne om, at hvis ikke de viser mere vilje og mere mandsmod, så er der mange af dem, der skal skrive 1. divisionsspillere på CV'et efter sommerferien, siger Jacob Nielsen til Randers Amtsavis.
Er gået skidt
Randers FC indledte forårssæsonen med to sejre, men siden er det gået skidt for holdet.
Klubben tabte onsdag 1-4 ude til AaB, og dermed har randrusianerne blot hentet tre point i de seneste fem kampe.
- Det er som om, at det ikke er gået op for spillerne, fordi vi fik lidt luft til nedrykningsstregen efter de første kampe, men lige nu er vi de største nedrykningskandidater i Superligaen.
- Og det bliver vi ved med at være, hvis ikke vi finder en anden indstilling, siger Jacob Nielsen.
Randers FC ligger et point over nedrykningsstregen og møder mandag Brøndby på hjemmebane.