Oprydning giver godt arbejdsmiljø blandt håndværkere

- Vi har minimeret snubleskader, fordi vi har gjort det til en vane at rydde op efter os

I et tømrerfirma i Langå gør man lidt ekstra for arbejdsmiljøet.

Mester holder personalemøder hver anden måde, hvor de taler om ting, der kan forbedre sikkerheden og dermed arbejdsmiljøet.

Blandt andet bliver der talt om, at håndværkerne skal huske at rydde op efter sig og bruge høreværn.

- Vi taler blandt andet om sikkerhed. Jeg prøver at få dem til at tænke på, at de skal  holde længe. For eksempel hvis de står ved en rundsav uden høreværn på. Det er ikke noget, der tager ekstra tid. Det er mere et spørgsmål om vane, siger tømrermester Mads Stadsgaard fra Tømrermester A/S Mads Stadsgaard.

Læs også Sygeplejeråd: Der er grænser for hvor hurtigt vi kan løbe

Han har gjort det til en vane at tage rundt på byggepladserne og tage billeder med sin mobil, hvis der er noget, der ikke er i orden. Det kan være manglende høreværn eller rod.

- Jeg gør det ikke for at give bøder. Men der er mange snubleskader i byggebranchen. Det lyder simpelt, men dem har vi fået minimeret, fordi vi har gjort det til en vane at rydde op efter os. Derudover er kunderne mere positivt indstillet, fordi der ser pænt ud, siger Mads Stadsgaard.

De ekstra indsatser for arbejdsmiljøet har gjort, at tømrervirksomheden er nomineret til ArbejdsmiljøPrisen, der bliver uddelt i København den 24. november.

Læs også Succes med god kollegakarma på kommunekontor

- Vi gør lidt mere end det, vi skal. Jeg tror på, at medarbejderne yder en større indsats, hvis arbejdsmiljøet er godt, siger Mads Stadsgaard.

Tømrerfirmaet har syv ansatte.

- Medarbejderne er glade for det, fordi de synes, at det er rart, at der bliver gjort noget. Og hvis vi vinder, vil det da betyde et stort skulderklap, siger Mads Stadsgaard.