Oprør på Tunø
Tunø-borgere vil ikke være en del af Odder Kommune
Tunø skal have lov til at skifte fra Odder til Aarhus kommune.
Det mener formanden for Folketingets Kommunaludvalg, Hans Kristian Skibby (DF). Han anbefaler indenrigsminister Bertel Haarder (V) at tillade et kommuneskifte, hvis øens borgere ønsker det.
Ifølge Ekstra Bladet ønsker mindst 82 pct. af øens borgere at skifte kommune. Årsagen er, at de er utilfredse med udsigten til forskellige service-forringelser. Eksempelvis er øens sygeplejerske blevet fyret fra 1. maj.
Dermed er de 120 beboere ladt tilbage uden hverken læge eller sygeplejerske fast på øen.
- Jeg synes, det er helt fair, at der ikke er en fast læge bosat med praksis på øen, men det betyder jo også, at øens beboere og gæster har endnu større behov for, at der er en fast sygeplejerske til de akutte opgaver, siger Hans Kristian Skibby i en pressemeddelelse.
Han anbefaler, at der udskrives en lokal folkeafstemning om, hvilken kommune Tunø fremover skal høre til.
Se mere i onsdagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.